Så er endnu et år gået, og foreningen har haft både op og nedture. Lad os begynde med bølgetoppene.
Vi er blevet inviteret til at deltage i flere arrangementer, både en mini-con, horror-festival, tegneserie-dag på biblioteket og senest til et arrangement om ekstrem musik fra Japan (hard noise). Dette har givet de deltagende gode muligheder for at netværke og vise de andre aktører at folk i Odense har interesse for og bakker op om japansk populærkultur. Det har givet os en masse positiv respons fra folk i dele af kommunen, og der er andre organisationer og firmaer der ønsker at holde kontakten og lave ting sammen med os på sigt. Der er f.eks. tale om vi skal se at få en sakura festival op at stå i Odense til næste år.
I foreningens faste møder har der også, især på det sidste, også været flere foredrag der blev taget ret godt imod og der var virkelig gang i nogle af arrangementerne i forbindelse med kejser-skiftet.
Året, altså siden maj sidste år, blev også lagt stærkt ud med en bestyrelse der lagde ud med at sige den ville skabe en masse nyt og en masse aktivitet, men det vender jeg tilbage til.
På et eller andet tidspunkt i årsberetningen bør jeg vel, hvis man skal følge dronningen, også sende en hilsen til søens folk, Færøerne og Grønland. Siden vi ikke har nogen, der er kommet i foreningen, der sejler må det dog bliver truckeren i Australien og gutten i Norge, men det tæller vel også lidt.
Nu vi har haft søens folk lad os så bevæge os nedad i bølgedalene.
På trods af at vi har deltaget i en række forskellige arrangementer og vist foreningen frem udadtil er antallet af medlemmer det laveste nogensinde (hvis man ser bort fra det første halve år efter at den blev stiftet). Man kan argumentere for at det er fordi hobbyen er blevet mindre, der er ikke udkommet manga og anime på TV herhjemme i mange år efterhånden, men hvis vi ser på aktive folk online og de to store conner er der lige så mange fans som de sidste mange år, antallet i Danmark virker til at være ret stabilt. Gælder det så kun at der er færre fans i Odense? Nej, det er heller ikke tilfældet, for jeg ser rigtig mange fra området der er aktive online. Ikke kun tidligere medlemmer af foreningen men ny folk, der bare aldrig finder os. Enten finder folk os ikke – hvilket betyder at vi skal tage os sammen og reklamere seriøst – eller også er vi ikke interessante. Vi har da også haft en række folk der er kommet fordi efter de så vores program online, og de tiltalte dem, men da de åbenbart så at der udover foredraget eller temaet ikke var noget der tiltalte dem eller blev taget så meget imod dem af store dele af folk så kom de ikke igen mere fast.
Dette bringer mig tilbage til det med at mange trådte ind i bestyrelsen med udtalelser om at ville gøre en masse for at aflaste mig og støtte op om foreningen. Det skete ikke, da mange af personlige årsager hurtigt mistede pusten og til sidste trådte der igen flere bestyrelsesmedlemmer da også helt ud af foreningen på grund af personlige stridigheder med andre i foreningen.
Det betyder ikke at der ikke er afholdt ting af bestyrelsen i mindre grad, men et enkelt møde eller event på et år slår ret lidt i det store billede, især når folk der ikke er i bestyrelsen har gjort rigtig meget i at holde foredrag og arrangere events.
Desuden er der medlemmer af bestyrelsen som ikke er ret meget til stede i foreningen mere, men bruger mere tid om fredagene på andre grupper. Måske dette bør lede til selvransagelse om man på sigt gør foreningen det bedste med en bestyrelsespost eller blot skal bidrage med ting som medlem – for alle medlemmer er som altid velkomne til at afholde events, bestyrelsen er dem der skal sørge for den daglige drift og bidrage til arrangementerne ud af huset.
Så samlet blev jeg ikke aflastet, tværtimod faktisk, den afgående bestyrelse var en af de mest usikre og inaktive, på grund af usikkerheden og personlige problemer, vi har haft hidtil. Så samlet endte jeg med at bruge endnu mere tid på foreningen i år, både på at forsøge at holde ting kørende – også i forhold til de ny henvendelser udefra – men også meget på at bekymre mig om hvad der skal ske med foreningen fremad.
I den anledning kom jeg frem til en realisering, det skal ikke være for at aflaste mig folk går ind i bestyrelsen.
Når det er sagt er der folk både i og udenfor bestyrelsen der har gjort det rigtig godt med at lukke og altid trådt til når der var behov for dem. Tusind tak til jer for jeres indsats gennem året!
Mit ønske fremad er at der kommer en bestyrelse der i endnu højere grad brænder for Japan og det i en sådan grad at de kan komme over eventuelle personlige dramaer.